Ny bog skal gøre den lokale historie letlæselig

23. august 2019

”Om Dannebrog jeg ved, det faldt fra himlen ned” – sådan starter en gammel vise. Og netop Dannebrog og 800-års jubilæet er katalysator for et nyt historiehæfte om Danmarkshistorien, som tager sit udgangspunkt i Vordingborg og Sydsjælland. 

Vordingborg By Lokalråd havde i samarbejde med historiker Mogens Bak-Hansen og Ældresagen inviteret til introduktionsmøde den 23. august 2019, hvor historiehæftet, ”Danmarkshistorien kort – set fra Vordingborg og omegn” blev præsenteret. Som titlen indikerer, har netop den korte fortælling været formålet med hæftet – af flere årsager. 

”De seneste værker om vores lokalområde er knap 100 år gamle, og er nogle kildetunge og ikke ligefrem opdaterede fortællinger. Hæftet her er skrevet til den almene læser og er tiltænkt som en letlæselig fortælling om vores lokale historie. Her har vi samlet bidrag fra både professionelle og amatører. En blanding af arkæologer, historikere og lokalhistorikere, i en fortælling som til en forandring ikke tager udgangspunkt i hovedstaden.” fortæller Mogens Bak-Hansen, som er historiker og ansvarshavende redaktør på udgivelsen. 

På mødet den 23. august kunne tilskuerne møde et udpluk af bidragsyderne til fortællingen. Historiker Dorthe Wille-Jørgensen, lokalhistoriker Vagn Boberg Nielsen og Mogens Bak-Hansen selv gav oplæg og fortalte om deres bidrag til hæftet, som spænder fra Dannebrog og Valdemar Sejr til Jyske Lov, Gøngehøvdingen, kvinders valgret og historien om Lindholm fra forsøgsstation til muligt og omdiskuteret udrejsecenter. 

Udgangspunkt i fejringen af 800-året for Dannebrog

Med udgangspunkt i fejringen af 800-året for Dannebrog var hæftet egentlig skrevet til de studerende på Vordingborg Gymnasium og HF, i anledning af dimissionen den 28. juni i år. 

”Jeg mente, at de unge mennesker havde godt af at læse om ting som rent faktisk er hændt, i modsætning til myten om Dannebrog, som jo egentlig ikke har fundet sted.” fortæller Mogens Bak-Hansen. 

Det langsigtede mål med den historiske fortælling var at give de studerende et indblik i lokalområdets historie, så de senere hen vil have lyst til at vende hjem, efter studieophold og lignende, andre steder i landet. 

Hæftet er udgivet af Historisk Samfund for Præstø Amt i samarbejde med en række lokale sponsorer, og de fremmødte kunne efter dagens oplæg tilegne sig et signeret eksemplar. 

Mogens Bak-Hansen viser den nye bog
Del:
Facebooktwitterlinkedinmail



Relaterede artikler

Vordingborg Badminton Klub VBK skal spille om oprykning til 3. division

Vordingborg Badminton Klub VBK skal spille om oprykning til 3. division

Lørdag spillede VBK på hjemmebane mod HBC3. Modstanderen lå nr. 2 i gruppen og har været uhyggelig stærk på udebane. Alle kampe er blevet vundet, så VBK vidste, at det ville blive en svær kamp. VBK havde regnet med at stille i stærkeste opstilling for første gang i...

Tørskoet i Nordfalsters Koncerthus d. 7. februar 2020

Tørskoet i Nordfalsters Koncerthus d. 7. februar 2020

Den 7. februar inviterer koncerthuset i Nørre Alslev til et satirisk drama om provins kontra storby. Soloforestillingen er med Vordingborgs "funny bones" skuespiller Line Svendsen, der mange gange har gæstet Falster med Teatret Brændende Kærlighed og deres nonverbale...