Vordingborg-partnerskab modtager 1 mio. kr. fra forskningspulje til trivsel hos børn og unge

15. april 2021

Partnerskabet, der blev indgået i november 2020 mellem Vordingborg Kommune, Steno Diabetes Center Sjælland og Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, har netop modtaget en bevilling på 1 mio. kr. til projektet ’Sammen om sunde aktive børn i Vordingborg Kommune’. Bevillingen er givet af Steno Diabetes Center Sjællands forskningspulje.

Kortlægning og undersøgelse af gravide og småbørns sundhed og trivsel

Midlerne skal anvendes til at udarbejde et solidt vidensgrundlag til at udvikle, afprøve, evaluere og implementere indsatser, der kan reducere overvægt og øge sundhed og trivsel hos børn og unge i Vordingborg Kommune. Konkret udarbejdes der en lokalsamfundsanalyse af problemstillinger i forbindelse med overvægt, og der sættes styrket fokus på sundhed og trivsel blandt gravide og småbørn gennem en spørgeskemaundersøgelse. Derudover er det ambitionen at undersøge den kulturelle forståelse af krop og sundhed blandt børnefamilier og fagprofessionelle i Vordingborg Kommune.

Formand for Sundhed, Senior og Ældreudvalget, Mette Høgh-Christiansen og formand for Børn, Unge og Familieudvalget, Nikolaj W. Reichel, er særdeles glade for puljemidlerne:
– ”Vi har sundhed højt på dagsordenen i Vordingborg Kommune, og denne bevilling vil gøre os klogere på indsatser målrettet overvægt. Projektet vil skabe ny viden om sundhed og trivsel blandt Vordingborg Kommunes gravide og småbørn og vil bidrage med viden om, hvordan vores lokale, kulturelle opfattelser har betydning for sundhed og trivsel i kommunen. Overvægt påvirker både vores fysiske og mentale sundhed og har store omkostninger for både den enkelte og samfundet.
Derfor er vi glade for at være kommet så godt fra start med partnerskabet”.

De rette indsatser til de rette personer på det rette tidspunkt

Resultaterne vil skabe grundlag for kommende indsatser, der sigter mod at fremme sundhed og forebygge sygdomsudvikling hos børn og unge, gennem udvikling af færdigheder til at fremme et sundt og aktivt liv. De indsamlede data giver samtidig mulighed for at evaluere indsatserne, følge tendenserne og sammenligne data over tid.

– ”Et barns livsforløb og sundhed påvirkes allerede fra – og endda før – fødslen gennem komplekse processer, bl.a. gener, opvækstvilkår og adfærd. Perioden under graviditeten, efter fødslen og i småbørns-alderen er derfor en vigtig og afgørende periode, der kan have stor betydning både på kort og lang sigt for læring, trivsel, adfærd, fysisk og mental sundhed. Derfor har vi valgt at fokusere på at monitorere sundhed og trivsel allerede blandt gravide”, fortæller adjungeret professor og centerchef for Center for Klinisk Forskning og Forebyggelse, Peter Bentsen.

Lokalsamfundet inddrages

Under kortlægningen inddrages perspektiver på udfordringer og mulige løsninger fra alle interessenter i lokalsamfundet, herunder blandt andet borgere, civilsamfund, fagprofessionelle og politikere. Således sikres det, at lokalsamfundet er med i udviklingen af eventuelle interventioner.

– ”Vi ved meget lidt om, hvad der virker i forhold til forebyggelse af overvægt. Overvægt er en kompleks problemstilling, som ikke kan løses af én sektor alene. Der skal nye løsninger til, som baserer sig på en mere helhedsorienteret og langsigtet tilgang. Derfor prøver vi gennem inddragelse af lokalsamfundet at få undersøgt og identificeret de lokale og borgernes perspektiver på problemstillingen og få input til mulige løsninger, så vi sammen kan skabe indsatser, der forhåbentlig er både relevante, virksomme og bæredygtige, slutter Anne-Louise Bjerregaard, strategisk konsulent ved Steno Diabetes Center Sjælland og forskningsansvarlig for projektet”.

Kilde: Vordingborg Kommune

Del:
Facebooktwitterlinkedinmail



Relaterede artikler

STARS præsenterer Søren Andersen

STARS præsenterer Søren Andersen

Denne dag står forstærkerne på 11. Søren Andersen – Danmarks guitarhelt nr. 1 – kendt fra Glenn Hughes band og ikke mindst Electric Guitars, har en soloplade ude. Her medvirker en perlerække af internationale stjerner, men selv om de ikke kan komme med på tour, bliver...

Ingen Vordingborg Festuge i 2021

Ingen Vordingborg Festuge i 2021

Vordingborg Festuge havde håbet på, at 2021 blev året hvor der igen kunne laves en festlig begivenhed. Men desværre ser virkeligheden stadig sådan ud, at der ikke kommer nogen Vordingborg Festuge 2021. En del af grundlaget for at Vordingborg Festuge kan hænge...